Naturliv

DET RÅDNE GULD I HAVEN

Af Helga Thomas

  • Kompost

Grene, græstotter, madaffald, træstubbe og gamle æbleskrog.
-Dit mad- og haveaffald er en guldgrube af næring til din have. Det ved de fleste haveejere, og måske er du allerede i gang med at genanvende madaffald til frugtbar kompostjord. Men alligevel kan genanvendelse af al haveaffald virke krævende og uoverskuelig. De overskydende grene, fra en klippet hæk, er nok til at kompostbunken bugner i hjørnet af haven. Derfor kører mange af os på genbrugspladsen med store grønne læs.  Men vil du gerne spare dig selv for at køre rutefart med traileren i weekenden?

Du kan nemlig forholdsvis nemt og hurtigt etablere en super kompost-bunke, som hjælper dig af med al affaldet. Læs de nemme metoder, jeg har fundet til at spare turen til genbrugspladsen. 

Inden du vælger kompostformen, som passer til dig og din have, er der fire grundmetoder, som er gode at kende. Det afhænger lidt af, hvor hurtigt du vil omdanne havens affald til kompost. Du skal også tænke på, hvordan du vil bruge komposten og hvor meget tid, du vil bruge.

  • Koldkompostering

Kold-kompost er en åben kompostbunke, der kræver minimal pasning. Til gengæld sker nedbrydningen langsommere – i løbet af ca. 1-2 år. 
Vælg et sted med skygge og læ til bunken. For meget sol og vind kan udtørre komposten, så omsætningen stopper. I den åbne og kolde kompostbunke anbefales kun at bruge grene og grønt haveaffald, kaldet førne. Bunken bygger du i forskellige lag ca. 20-30 cm tykke. I bunden lægger du grene, så der kan komme luft til bunken nedefra . Næste lag kan være rester af haveaffald fra en tidligere bunke. Her vil masser af mikroorganisme starte med at nedbryde affaldet i din nye bunke. Så fylder du møg oven på, hvis du har, efterfulgt af et nyt lag førne. Når bunken er bygget op og fuld, dækker du den med jord, et gammelt tæppe eller plastik. Det er en god ide at stikke til bunken med en greb i ny og næ. Det giver ilt til en hurtigere nedbrydning ligesom, at det er godt at bunken ikke tørrer ud. Du bør derfor vande den en gang imellem. Er kompostering kun halvvejs i forrådnelse, kan du bruge muldet som jorddække i haven. Det ser pænt ud og holder på fugtigheden i jorden.

Det frarådes at kompostbunken er over 1,5 m høj, da den bliver svær at håndtere. Jeg fandt ud af at koldkompost-bunken kan bygges af pileflet og med plads til to adskilte bunker. Den åbne og utildækkede bunke kan bruges til at læsse af i.

Pileflet anvendt til ramme for kompostbunke - organiseret i 2 bunker
Pileflet er en genial og pæn måde at organiserer sin kompostbunke på.

Det frarådes også at bruge koldkompost som næringsjord i drivhuse, da komposten kan indeholde skimmel, som sætter sig på tomater. Ved varmkompostering, dræber den relativt høje varme skimmel.

  • Varmkompostering

Metoden til varm-kompostering kræver en bunke på ca. een kubikmeter. Størrelsen er nemlig afgørende for, at temperaturen inde i bunken kan stige til 28 grader, og faktisk helt op til 60 grader. Når varmen stiger, omsættes affaldet hurtigere end koldkompost bunken.  Det tager omtrent 2-3 måneder at omdanne halvdelen affaldet til den næringsrige gødning. Efter ca. seks måneder er alt affald nedbrudt. Processen kan fremskyndes ved, at du klipper førne i korte dele på ca. 20-30 cm. 
Engang i mellem skal bunken vandes og vendes, da det gavner processen. Kompostorme tåler ikke mere end 25 grader, så det er udelukkende varme, fugt og ilt, der holder det i gang. Varmen dræber også sygdomme og svampe. Varmkompost er den kompostform, som tilfører højst nærings-indhold til jorden. Det er på grund af den korte nedbrydningsproces, hvor det høje næringsindhold bevares.

  • Ormekompostering

Kompostorme er en slags regnorm, der kan omsætte store mængder grønt affald på kort tid. De trives bedst ved temperaturer på 15­-25 grader og har det derfor fint i en kompostbeholder. Ormene kan ikke klare sig i almindelig havejord og dør, hvis det fryser, eller det bliver meget varmt i komposten. Ud over at omsætte affaldet sørger de for at skabe luft i komposten med de­res gange, så mikroorganismerne får den nødvendige ilt. Orme kan købes hos Ormeposten, som leverer orme fra dag til dag – https://ormeposten.dk/ .

Beholder til ormekompost
Ormekomposten her indeholder to slag orme.
– Kan du spotte den lille hvide kompost orm, den er importeret fra Bornholm og den røde – regnorms lignende kompostorm, som er fra Ormeposten.
  • Fladkompost

Mange haveejer har også held med at bruge flad-kompostering, især hvis haven har meget plads. Flad-kompostering skaber du på et fladt og bredt jordareal. Her blander man have- og køkkenaffald i et lag som kan dækkes med plast eller gamle tæpper. Da laget er forholdsvist tyndt, sker omdannelses processen hurtigere. Komposten kan endda vendes i jorden som den ligger på. Uden meget arbejde har du en rig humus på kort tid, som får dine grønsager til at eksplodere.

Rig humus af jord, kompost og møg
En rig humus af jord, kompost og møg.

Del gerne dine erfaringer med kompostering. Har du haft udfordringer og afprøvet nye løsninger, så del dem her med os. Du skriver blot i feltet nedenfor.

Kilder og nyttige links: 
John Seymour, Den selvforsynende have.
http://kompostbudene.dk/alt%20om%20kompost.html

https://www.affaldplus.dk/sites/default/files/mediearkiv/Dokumenter/Hele_AffaldPlus/Pjecer_og_nyhedsbreve/komposthaandbog.pdf

https://www.bolius.dk/kompost-16576/

2 Kommentarer

  1. Hej Martin
    Tak for dit indlæg og smarte metode til at løse flere ting med affaldet 🙂
    Kan man selv bygge et rishegn? Del gerne hvis du har billeder og opskriften på at bygge et.

  2. Jeg er rigtig glad for at se dette initiativ at spare køreturen til genbrugspladsen. Personligt kører jeg intet til genbrugspladsen fra min have. En måde er at kompostere som det ses i artiklen. Fælder eller beskære du meget, har du meget materiale der er svært omsætteligt i en kompost. Mange vil kører det til genbrugspladsen, eller flishugge det. Jeg anbefaler at bygge et risgærde. Det kan danne skel eller rum i haven. Det er til glæde for mange organismer, insekter, fugle og dyr. Du spare at fjerne materiale og kører andet materiale til, hvis du alligevel har brug for et hegn.

Indsæt din kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.