Har du lyst til at indstille en kandidat til Jystrup-prisen? Så skriv en indstilling til prisen og send den til post@jystrup.dk. Sidste frist er onsdag den 1. maj 2024
Hvad er Jystrup-prisen?
Jystrup-prisen har til formål at anerkende positive indsatser for Jystrup og omegns borgere i henhold til kriterier fastlagt nedenfor. Det er primært en pris, der værdsætter indsatser, der er gjort, men kan også gives til igangværende indsatser.
Prisen uddeles årligt hvert forår
Hvem kan indstilles til Jystrup-prisen?
Borgere og organisationer kan indstilles til Jystrup-prisen. Der er ikke krav om bosættelse i området, blot at den positive indsats angår Jystrup og omegn.
Hvem kan indstille til Jystrup-prisen?
Alle borgere i Jystrup-Valsølille pastorat, kan indstille kandidater til Jystrup-prisen. Indstillingerne skal indeholde en kort fyldestgørende begrundelse, gerne med foto eller video.
Hvem udpeger vinderen af Jystrup-prisen?
Landsbyforeningens bestyrelse gennemgår indstillingerne og udpeger en vinder. Prisen kan deles af flere kandidater.
Hvad er kriterierne for Jystrup-prisen?
Prisen tildeles som en anerkendelse af indsatser, der bidrager til livskvaliteten for Jystrup og omegns borgere og dens natur, kultur og miljø i bred forstand, som f.eks.:
- styrkelse af det lokale fællesskab i Jystrup og omegn, f.eks. gennem foreningsaktiviteter, kulturaktiviteter eller beskyttelse af kulturarv.
- arbejde for at forbedre og vedligeholde faciliteter for Jystrup og omegns borgere.
- forskønnelse af Jystrup og omegn ved renovering, ombygning eller konstruktion af bygninger eller udsmykning.
- synliggørelse af Jystrup og omegn som et attraktivt sted at bo.
- styrkelse af bæredygtighed i Jystrup og omegn.
Landsbyforeningen for Jystrup og omegn